Johanne Overgaard Madsen 

 

Jeg er vokset op i de vestjyske lyngheder. Lige der, på kanten af vadehavet, hvor verden synes allermest flad. På trods af efterhånden at have boet i Aarhus i mange år, er det en kendsgerning, der er svær at løbe fra. Ligeledes gælder det, at jeg altid har haft fornøjelsen af at være blevet taget med på besøg i de vestjyske vidder – hos bondemænd, biologer, minkavlere og jurister fra havnen.  

 

Som jeg husker det, røg de fleste pibe – hvilket jeg syntes var ret stilet. Resten røg hjemmerul, hvilket egentligt også var ret stilet. Det har DMJX i hvert fald efterfølgende lært mig, at det angiveligt var. Juristerne drak mest champagne og kaffe, der tog så lang tid at brygge, at den enes kop blev kold, før den næstes var færdig.

 

Ham den gamle, min far, havde altid ærinder at løbe. Han er jæger og skovhugger, og der var altid folk, som skulle have en friskplukket fasan eller låne en sav med motor.  

 

Som yngre var jeg ofte påhæng til disse ærinder. Jeg fik hverken hjemmerul eller champagne, men oftest Piratos og appelsinvand på flaske. Og så fik jeg, ret ofte, lov at overvære den vidunderlige dyd: vestjysk stilhed. Ikke den akavede af slagsen – den indforståede. I hvert fald sådan, som jeg husker det.

 

Til gengæld husker jeg også, hvordan denne stilhed altid blev brudt. Hvordan alle vi besøgte – når først dyret var leveret, eller træet nedlagt – alligevel altid havde noget på hjerte.

 

Der blev ofte sagt ting, jeg vidste, den gamle var enig i – og lige så ofte ting, jeg vidste, han var uenig i. Nogle steder lugtede den vestjyske gylle af lort. Andre steder lugtede den af penge. Alligevel var der aldrig nogen, der blev uvenner. Der blev snakket roligt om tingene. 

 

I bilen, på vej hjem eller videre snakkede vi så – min far og jeg.

 

Som jeg husker det, var jeg ofte vred på minkavlerne og gasningen af de små dyr. Jeg forstod ikke, hvorfor biologerne kunne hidse sig op over manglende naturfredning, eller at juristerne var vrede over parkeringsmulighederne på havnen. 

 

Ikke før ham den gamle begyndte at forklare.

 

Han redegjorde for en del af minkavlernes arbejde. Hvorfor lynghedens små, vilde orkidéer var vigtige for biologerne, og hvorfor manglende parkeringspladser kunne være en synd.

 

Han satte de historier og holdninger, jeg havde siddet og suget til mig, i perspektiv. Om det, han sagde dengang, var fornuftigt, kan jeg ikke huske i dag. Men jeg husker, hvordan dét at høre nogen tale om noget, der var vigtigt for dem, for derefter at få udvidet billedet en smule, gjorde, at jeg følte, jeg blev klogere. At jeg bedre kunne forstå en række mennesker, som ellers føltes meget forskellige fra mig. Jeg tror, det gjorde verden lidt større dengang. 

 

At være blevet taget med rundt på ærinder, gør mig langt fra til et snowflake. Men essensen heraf er netop blevet noget, som tænder mig i dag. Der er en værdi i at få et indblik i andre mennesker – og en styrke i, at få noget baggrund tvunget på. Og for mig, er det blandt andet det, som journalistik kan, og som jeg tror på er vigtigt.​

 

Samtidigt er der også en million ting, jeg stadig ikke forstår – både i Vestjylland og mange andre steder. Men så er der jo også noget at give sig til. 

Så har jeg også rundet lidt af det med rødderne. Til de eventuelt bekymrede, har jeg boet flere steder, rejst og mødt mange mennesker, der hverken er vestjyder eller arbejder med havn og dyr. But I hope you get the point.

​